NemID, MitID, DitID, HvisID.
Sådan har det lydt i adskillige danske sommerrevyer om den forvirring, vi alle sammen løber ind i indimellem, når vi skal logge os selv på digitalt.
Og fra i morgen bliver det endnu engang lidt mere bøvlet for i hvert fald nogle af os.
Det skriver meremobil.dk, der citerer dr.dk.
Fra i morgen stopper borgerservice nemlig hjælpen til NemID-brugerne, og det betyder ganske enkelt, at borgere ikke længere kan få udstedt nyt papkort eller få udstedt NemID hos borgerservice.
Det hele sker selvfølgelig som endnu et skridt mod udfasning af NemID som digitalt nøglekort.
Med udgangen af oktober lukkes NemID - og fra den 1. november vil det udelukkende være MitID, som du kan bruge til at bekræfte din identitet på nettet, skriver mediet.
Er du en af dem, som bruger NemID mellem i morgen og den 1. november, så er det altså fremover venner og bekendte, du må bede om hjælp, hvis du har problemer.
Ellers er det måske nu, du skal skrotte NemID fuldstændig og begynde at bruge MitID.