Fyns Politi efterlyser mandag ejeren af et større kontantbeløb.
Pengene er formentlig tabt, og er blevet fundet i Odense-bydelen Bolbro, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Det var en yderst ærlig borger, som fandt det store kontantbeløb i fredags og som efterfølgende har indleveret det til politiets hittegodskontor.
Fyns Politi afslører ikke, hvor mange penge der er tale om, men skriver altså, at der er tale om "et større kontantbeløb".
Politiet skriver videre, at ejeren af pengene kan rette henvendelse til Fyns Politis Hittegodskontor via telefon 114 eller møde op i åbningstiden på Thulevej 27 i Odense NV.