Christian Poulsen har tidligere spillet i FC København-trøjen, og måske ligger landsholdsspillerens fremtid ikke længere i Frankrig, men i den danske mesterklub.
FCK-træner og sportsdirektør Carsten V. Jensen bekræfter i hvert fald over for Ekstra Bladet, at klubben holder øje med den 32-årige midtbanespiller, der til sommer har kontraktudløb i franske Evian.
- Christian er naturligvis interessant for os.
- Når en landsholdsspiller ude i Europa står over for at skulle træffe et karrierevalg af den karakter, er vi selvfølgelig opmærksomme, siger Carsten V. Jensen til avisen.
Men selv hvis FCK vil have deres tidligere stjerne tilbage, vil de få kamp til stregen fra Evians sportsdirektør, der ifølge sporten.dk kalder Poulsen et "must-have" for den franske klub.
- Jeg tror på Gud, og jeg tror på Christian. Han er den vigtigste spiller i Evian, og det er altafgørende, at han bliver her, siger sportsdirektøren Pascal Dupraz til sporten.dk.
Christian Poulsen, der spillede i FCK frem til 2002, har været i en lang række klubber det seneste årti. Først gik turen til Schalke i Tyskland, dernæst til spanske Sevilla, efterfulgt af Juventus og Liverpool i henholdsvis Italien og England.
Efter de mange år i udlandet har Poulsen selv indikeret, at han længes efter græsgange i Superligaen, hvor han ser FCK som "sin klub".
Christian Poulsen har indtil nu spillet 90 landskampe for Danmark.