Strandene i den amerikanske stat Oregon flyder i disse dage med tusindvis af døde søløver.
En voldsom epidemi har nemlig ramt havpattedyret hårdt.
Det skriver amerikanske medier.
Ifølge dyrlæger, så er de mange søløver døde efter en infektion af leptospirose - en sygdom, der også kan ramme mennesker.
"Det er afgørende vigtigt, at befolkningen bliver væk fra syge eller døde søløver. De kan være meget smitsomme," siger Jim Rice fra Oregons Statsuniversitet.
Hos mennesker kan sygdommen give alvorlige skader i lever, nyrer og lunger - og kan i alvorlige tilfælde give hjernehindebetændelse. Den kan dog behandles med antibiotika.
Det er ikke usædvanligt at se søløver dø af sygdommen - det sker normalt for et par stykker hvert år - men det er helt uhørt at så mange søløver rammes samtidig af sygdommen. Det får forskere til at spekulere på, om der er sket en mutation af bakterien bag sygdommen.
Også en af søløvernes fødekilder, søstjernerne, er ramt af leptospirose. Om de er årsag til epidemien, kan forskerne dog ikke sige noget om.
Problemet med sygdommen er dog voksende. Den er de seneste to dage blevet fundet i to andre amerikanske kyststater.
Kilde: Blandt andet Huliq.