Voldsomt uvejr har kostet mindst 26 personer livet i det centrale og sydlige Kina, og mindst 10 personer er stadig meldt savnet. Sådan lød det mandag fra landets statslige tv-kanal, der samtidig kunne vise billeder af militær, der var sat ind i de ramte områder for at hjælpe ofrene.
Kraftige storme og ekstrem nedbør medførte voldsomme oversvømmelser weekenden over, og flere end 1,2 millioner mennesker er påvirket, fortæller de kinesiske medier.
Uvejret begyndte allerede onsdag i sidste uge, og hundredetusindvis af bygninger står under vand, mens indbyggerne venter på, at hjælpen kommer frem og vandstanden falder igen.