Den danske golfspiller Morten Ørum Madsen gik lørdag sin hidtil bedste runde ved US Open i golf, og den enlige danske deltager var efter afslutningen på de 18 huller rykket 26 pladser frem i stillingen.
Morten Madsen indledte dagen på en delt sidsteplads som nummer 53 i otte slag over par. Men en runde i banens par - efter fire birdies og fire bogeys - bringer ham op på en delt 27. plads. Samlet er han fortsat otte slag over par og passerer dermed blandt andre Tiger Woods.
Woods har ikke levet op til sin favoritværdighed. Måske på grund af en mindre skade i albuen. Amerikaneren brugte lørdag 76 slag på at komme rundt og er nu ni slag over par på en delt 31. plads.
I toppen er det fortsat tæt. Englænderen Luke Donald fører i to slag under par efter 15. hul. Et slag bedre end en kvartet med Phil Mickelson, Justin Rose, Hunter Mahan og Charl Scwartzel.
Forholdene på Merion Golf Club i Ardmore, Pennsylvania, er med sol og kun lidt vind langt bedre end de to foregående dage. Alligevel er det kun lykkedes et fåtal af deltagerne at spille under banens par.
/ritzau/