Når verden bliver sort eller hvid, og mennesker tilhører enten Satan eller Gud, bliver verden overskuelig. Det er, hvad grupper som Soldier of God søger, mener Søren Østergaard, leder af Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik.
»Det er en strategi for at leve i en kompleks verden. Man søger enkle svar på svære spørgsmål. Det er unge, som ikke gider mere pis. Så konverterer de til islam eller bliver fanatiske kristne,« siger Søren Østergaard.
Kamp om de radikale
Ifølge Søren Østergaard konkurrerer Faderhuset, de radikale moskeer rundt om i landet, den kristne gruppe Evangelist og for eksempel Soldier of God om de samme mennesker.
»Gruppernes kendetegn er, at de er radikale. Hvis de pludselig bløder op og bliver nuancerede, mister de også deres tiltrækningskraft blandt dem, som savner en retning i livet,« siger han.
Selvom ordet fanatiker i manges øre klinger farligt, behøver samfundet efter hans mening ikke at være bekymret.
»De her mennesker søger offentligheden, og vi kan få at vide, hvad de står for, og hvad de laver. De farlige er nogle helt andre. De går mere stille med deres tro,« siger han.