F.C. København var oppe mod overmagten, da et stjernebesat Atletico Madrid hentede alle tre point i aftenens UEFA Cup-kamp i Parken. Styrkeforholdet mellem de to hold var så udtalt, at ingen af FCK’s spillere forsøgte at bortforklare nederlaget.
- Man er aldrig tilfreds, når man taber. Men en gang i mellem taber man til et bedre hold, og så er der ikke så meget at gøre ved det. Atleticos spillere er enormt hurtige både i tanke og i handling, og det viste de i dag med to gode mål, konstaterede Morten Nordstrand, som havde en hård dag på kontoret i et kompakt og velspillende madrilensk forsvar.
Brede Hangeland havde også nok at se til i den anden ende, hvor både han og makkeren i centerforsvaret Michael Gravgaard særligt ved det første mål blev snøret.
- Vi står egentlig okay i banen, men de har nogle virkelig smarte spillere, som fik os på hælene et par gange, og så var de effektive. Vi gjorde, hvad vi kunne, men det var ikke nok i dag, sagde nordmanden efter kampen.
På spørgsmålet om, hvorvidt FCK havde været modige nok, sagde han:
- Det kan man altid spekulere over, uden at man nogensinde vil finde svaret. Det kan godt være, vi havde scoret et mål, men der var også chance for, at det havde stået 0-4 i stedet for 0-1 ved halvleg. Vi gjorde, som vi fandt rigtigst.
William Kvist var kampens bedste for hjemmeholdet med sine utallige forsøg på at skabe uro i Atleticos defensiv. Selv om det ikke skabte de store chancer, var den unge spiller godt tilfreds med sin præstation.
- Det var sidste hjemmekamp, og vi har 14 dage til det næste opgør, så i dag skulle de sidste kræfter brændes af, mod en meget svær modstander. De var meget boldsikre, og vi kom til at løbe meget rundt efter dem. Derfor spiller vi måske lidt for forsigtigt for ikke at miste bolden, så vi skulle til at jagte igen. Vi tabte til et bedre hold i dag, og sådan er det. Nu tager vi til Aberdeen og gør arbejdet færdigt, vurderede han.