Danske piloter har aldrig været involveret i en sag som den britiske, hvor man dræber allierede eller egne tropper. Men mange har tænkt lignende situationer igennem under øvelser.
»Det er jo en af de grusomste ting, der kan ske. Piloternes arbejde består for en stor del i at støtte ens kollegaer på jorden under kamp. Hvis man så selv rammer dem, er det hele forgæves. Derfor fylder begrebet meget i vores bevidst-hed og vores træning,« siger oberst Søren W. Andersen, der er jagerpilot og chef for Fighter Wing Skrydstrup, som de danske jagerpiloter hører under.
Teknikken i fly og landtropper bliver løbende udviklet, og mange lande eksperimenterer med at bruge elektroniske chips til at identificere vennerne på slagmarken.
Søren W. Andersen vurderer da også, at der bliver færre og færre ’friendly fire’-episoder.
»Piloterne træner utroligt meget i at være fuldstændig sikre på, at de har identificeret fjenden, inden de trykker på aftrækkeren. Målet er at eliminere ’friendly fire’ helt, men det er nok svært. Det er en illusion at tro på en kirurgisk krig, hvor man ikke begår fejl. En krig er beskidt, og ingen våben er ufejlbarlige. Men sikkerheden er langt større ved moderne præcisionsvåben, end ved de våben, man brugte i gamle dage,« siger obersten.