Vælgerne kommer til at kunne sætte kryds ved Asmaa Abdol-Hamid ved næste folketingsvalg.
Også selvom en af hendes partifæller, Katayoun Yazdanyar, nu forsøger at samle underskrifter til et ekstraordinært årsmøde for at kunne ændre opstillingslisterne, så Abdol-Hamid ryger ud. Det skriver Politiken.dk.
- Mit mål er, at Enhedslisten retter op på den fejl, vi har begået, ved at stille Asmaa Abdol-Hamid op, siger Katayoun Yazdanyar.
Hovedbestyrelse afviser
Men 15 af Enhedslistens hovedbestyrelses 24 medlemmer vil ikke skrive under på en indkaldelse til et ekstraordinært årsmøde.
En vil ikke oplyse det, og otte var ikke at træffe – iblandt dem Asmaa Abdol-Hamid.
Det viser en rundring, som Politiken har foretaget.
Pia Boisen, der også er folketingskandidat og medlem af et nystiftet antireligiøst netværk i partiet, støtter heller ikke ideen.
Ingen debat før valg
Debatten om partiets forhold til religion er det vigtigste, mener Boisen.
- Så må vi tage drøftelsen på det ordinære årsmøde i april, siger hun.
Enhedslistens Keld Albrechtsen, den ellers er en af Asmaa Abdol-Hamids skarpeste kritikere, mener, at debatten skal lukkes, fordi den skader Enhedslisten op til næste valg.
- Vi skal ikke starte en valgkamp med ryggen mod muren, hvor vi har en religionskrig kørende, siger han.
Konstant kontroversiel
Asmaa Abdol-Hamids holdninger og handlinger har konstant vakt røre, siden hun trådte ind i rampelyset for to år siden.
Første gang, da hun forud for et kommunalvalg i Odense begyndte at nægte at give hånd til mandlige kolleger, men derimod hilste ved at føre hånden til hjertet.
Siden var hun talsperson for 11 muslimske organisationer, der politianmeldte Jyllands-Posten for blasfemi og racediskrimination efter avisens publicering af satiretegninger af muslimernes profet, Muhammed.
Som vært på et debatprogram på DR2 blev hun første tv-vært, der bar tørklæde.
Senest skabte hun voldsom debat, da hun meldte ud, at hun principielt støtter irakiske oprøreres væbnede kamp mod danske soldater i Irak, og sammenlignede de danske soldater og de irakiske oprørere med Nazitysklands besættelse af Danmark og den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.