Enhedslisten vil øge beskatning af fonde

De mange milliarder i rige fonde skal beskattes for at øge statens indtægter, foreslår Enhedslisten.

Forud for forhandlingerne om næste års finanslov peger Enhedslisten på en ny indtægtskilde: Øget beskatning af milliarderne i de mange fonde.

- Når disse fonde stort set ikke betaler skat, selv om alle ved, at de har store indtægter på grund af deres aktiebeholdninger, så burde man stramme reglerne, siger Enhedslistens finanspolitiske ordfører, Frank Aaen, til Information.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- De fonde burde betale noget skat i stedet for at snige sig uden om - eller i hvert fald skubbe betalingen foran sig, tilføjer han.

Kravet kommer, efter at det tidligere på året kom frem, at fondene i 2009 betalte 70 millioner kroner i skat. Et beløb som i 2010 nok var steget til 130 millioner. Men stadig udgør under én procent af fondenes formue.

Ingen kender den præcise størrelse på formuen i de anslåede 14.000 erhvervsdrivende og almennyttige fonde. Men den seneste opgørelse fra konsulentfirmaet Kraft & Partners - over de 42 største af slagsen - viser, at deres formuer i 2010 samlet løb op i 237 milliarder kroner.

Liste Ø forsøgte senest at stramme skatteskruen i forbindelse med forårets forhandlingerne om en skattereform.

Skatte-, Finans- samt Økonomi- og Indenrigsministeriet anslog ved den lejlighed i notatet Beskatning af fonde, at der årligt kan hentes 660 millioner kroner ved en række forslag.

De skal dels øge beskatningen af udbytter og avancer fra selskaber, som fondene (overvejende) ejer, og dels reducerer skatteværdien af fondenes fradrag ved uddelinger til almennyttige og almenvelgørende formål.

Alle forslag som Skattekommisionen også kom med i sin tid.

Ifølge notatet er problemet ved en øget beskatning af fondene, at det for det første giver dem færre penge at dele ud af. Og for det andet giver fondene mindre lyst til at gøre det.

Frank Aaen mener alligevel, at skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) bør kaste et ekstra blik på milliardformuen i fondene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.