Af Morten Skærbæk
mosk@avisen.dk
Normalt ønsker Enhedslisten åbenhed i virksomhedernes regnskaber, men når det gælder partiets eget regnskab, er sagen tilsyneladende en anden. I hvert fald modtog partiet støtte for over 600.000 kroner i 2005, som stik imod reglerne ikke er anført i regnskabet på korrekt vis.
Ifølge loven skal partierne anføre navnene på bidragydere, der donerer over 20.000 kroner, men i Enhedslistens regnskab kan man ikke se nogen steder, at fagforeningerne 3F, El-forbundet og 3F i Høje Taastrup alle donerede mere end dette beløb i 2005. Det på trods af, at der ikke var tale om småpenge.
Således pungede fagforeningen 3F ud med en halv million kroner, El-Forbundet med 65.000 kroner og 3F i Høje Taastrup med 45.000 kroner til partiet.
Kravet om offentliggørelse af bidragyderne skal blandt andet forhindre bestikkelse ved, at alle har mulighed for at tjekke, hvem partierne får penge fra. Ifølge Enhedslistens Frank Aaen, der er kendt som fortaler for større åbenhed i blandt andre Mærsks regnskaber, er de manglende oplysninger da også »fuldstændigt ude i hampen«.
»Hvis det ikke står i vores regnskaber, er det en utilgivelig fejl,« siger han.
Gør det det ikke lidt vanskeligt for dig i fremtiden at kræve mere åbenhed om Mærsks regnskaber?
»Nej. For Mærsks vedkommende er hemmeligholdelserne ikke nogen fejl. Derimod er det en hædersbetegnelse, når folk giver os støtte, så vi har ingen interesse i at skjule bidrag,? siger Frank Aaen.
Den konservative politiske ordfører Pia Christmas Møller »vælger at tro«, at de manglende oplysninger i Enhedslistens regnskab er en fejl, som hun dog finder helt uacceptabel.
»Der er tale om oplysninger, der skal gøre det synligt for borgerne, hvem de politiske partier får støtte fra. De regler kan man være for eller imod, men regler skal overholdes. Ikke mindst af Enhedslisten, der plejer at tale for moral og åbenhed,« siger hun.
Næstformand i Venstres folketingsgruppe Inger Støjberg mener, at det må give stof til eftertanke hos medlemmer af de to forbund.
»De kan jo nu se, at de er med til at støtte Enhedslisten,« siger hun.