Enhedslistens bestyrelse voterede i 20 minutter, og så var det farvel til det mangeårige partimedlem og en af partiets stiftere Jørn Henner Pedersen.
Det skriver Berlingske.
Begrundelsen for ekskluderingen er, at Jørn Henner Pedersen gentagne gange offentligt har kritiseret sin kollega i Enhedslistens afdeling i Fredericia, byrådsmedlemmet Cecilie Roed Schultz, efter hun til flere medier fortalte, at hun havde været udsat for sexchikane af en mandlig byrådskandidat.
Hovedbestyrelsen gav Jørn Henner Pedersen muligheden for at vælge mellem at trække sine udtalelser tilbage eller en ekskludering fra partiet.
Jørn Henner Pedersen valgte ikke at trække sine udtalelser tilbage, og så var det slut for det 72-årige partimedlem, som var med til at danne Enhedslisten i 1991 på vegne af hans daværende parti VS.
- Det udslagsgivende har været, at han skrev et debatindlæg om, at man ikke som kvinde skal bruge sit køn til at fremme sin karriere, og at han også i et interview sagde, at Cecilie Roed Schultz var gået ud med den her historie for at promovere sig selv, siger hovedbestyrelsesmedlem Per Clausen til Berlingske.
Og det er partiskadelig virksomhed, siger Per Clausen, der udtaler sig som ansvarlig for Enhedslistens forretningsudvalg. Han tilføjer, at der i længere tid har været intern uro i Fredericia-afdelingen.
Cecilie Roed Schultz har tidligere fortalt om en episode, hvor en byrådskandidat efter en tale mødte hende med ordene "du trænger til at blive kneppet". Og først i maj gik hun på talerstolen ved Enhedslistens årsmøde og fortalte, at hun i egne rækker oplevede en hel del udskamning, fordi hun var stået frem og fortalt om sexisme i kommunalpolitik.
Jørn Henner Pedersen er sur over eksklusionen.
- Det er dybt uretfærdigt, og det ærgrer mig. Jeg er meget enig i partiets politik, men organisationen har åbenbart glemt sine idealer om, at alle er lige, og at politikken vokser nedefra og ikke oppefra. Det har den gjort i det her tilfælde, hvor man bare vil beskytte et byrådsmedlem uanset hvad, siger Jørn Henner Pedersen til Berlingske.