Der er stor ros til Ritt Bjerregaard for aftalen om ungdomshuset. Ritt udviser stor politisk modenhed hedder det.
- Ritt Bjerregaard har gjort det nødvendige og fundet en politisk løsning på et politisk problem, siger Morten Kabell fra Enhedslisten, der bakker op om aftalen.
Samtidig raser den borgerlige fløj over, at de selvsamme personer, der for et halvt år siden raserede Nørrebro, nu får et hus. Udemokratisk kalder De Konservative og Venstre det. Men det er det ikke, mener Morten Kabell.
- Politiet har allerede taget sig af dem, der har lavet ballade. Det ville være helt forkert, hvis de mange tusinde unge, der kan få glæde af et ungdomshus, skulle bøde, fordi nogle har lavet ballade. Vi har et princip her i landet om, at vi ikke straffer kollektivt, siger Morten Kabell.
Glem urolighederne
Han mener ikke, at der er grund til at dvæle ved de voldelige optøjer, der fulgte efter lukningen af ungdomshuset.
- Jeg synes ikke, at det er det, det handler om. Jeg tror også, at mange unge synes, at der blev begået vold imod dem, da socialdemokraterne solgte ungdomshuset i sin tid. Det vigtigste for mig er, at vi nu har fundet en løsning, så vi ikke har en masse frustrerede unge rendende rundt i byen.
Hvor går din grænse for, hvad man kan undskylde med frustration?
- Det ved jeg ikke. Det har jeg ikke sådan gjort op, men jeg prøver ikke at fordømme folk.