Enhedslisten fik, hvad de kom efter på dagens samråd i Folketinget om private jobfirmaer.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil nemlig bede Ankestyrelsen undersøge kommunernes samspil med private jobfirmaer indenfor sygedagpenge-sager.
”Det er meget positivt, at ministeren vil undersøge problemet til bunds,” siger arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl (Enh.), der havde kaldt ministeren i samråd.
Enhedslisten krævede samrådet på baggrund af en række artikler på Avisen.dk, der beskrev, hvordan de private jobfirmaer Varda Jobservice og Institut for Serviceudvikling i strid med loven har været med til at fratage sygemeldte deres sygedagpenge.
Christian Juhl hæfter sig ved, at ministeren anerkendte problemet og af egen drift har taget initiativ til en undersøgelse.
Vil sikre kvalitet
Ministeren signalerede ifølge Enhedslisten også, at hun er klar til at stramme op overfor kommunerne, hvis undersøgelsen afslører omfattende problemer.
Ifølge Enhedslisten kunne én løsning være at indføre en form for certificerings-ordning af de private jobfirmaer, så det bliver lettere for kommunerne at vælge en tjekket samarbejdspartner.
”Vi er nødt til at sikre en vis kvalitet, før vi kan lade de private jobfirmaer løse så essentielle opgaver som sygedagpenge-sager for kommunerne,” siger Christian Juhl.
Dansk Socialrådgiverforening har ligeledes foreslået en form for certificering af jobfirmaer, efter at Avisen.dk i dag kunne fortælle om jobfirmaet Varda Jobservice, der hærger på tværs af jobcenter-Danmark.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet mente på baggrund af sagen ligefrem, at man burde forbyde visse private jobfirmaer at løse opgaver for kommunerne.