Det er et angreb på demokratiet, og det hører ikke hjemme i et land som Danmark.
Sådan lyder meldingen fra politidirektør Jørgen Illum fra Østjyllands Politi, efter at Enhedslistens lokaler i Sejrøgade har fået brug for endnu et besøg fra glarmesteren. Natten til fredag blev der nemlig igen smidt sten gennem ruderne, og det er fjerde gang siden midten af december.
»Vi har ikke færdigefterforsket sagen, så vi ved ikke noget med sikkerhed, men vi arbejder ud fra en teori om, at der er tale om politisk motiveret hærværk. Jeg tror simpelthen ikke på, at det er tilfældigt, at det så mange gange i træk rammer Enhedslistens vinduer,« siger Jørgen Illum.
Enhedslistens medlem af byrådet, Keld Hvalsø Nedergaard, er heller ikke i tvivl om, at der er tale om politisk chikane.
»Den ekstreme højrefløj er meget aggressiv for tiden. Ud over hærværket blev to kvindelige medlemmer overfaldet med stenkast efter en julefrokost. Vi bliver nødt til at tænke os ekstra godt om og tage vores forholdsregler, når vi eksempelvis holder møder,« siger Keld Hvalsø Nedergaard, der bider mærke i timingen.
»Dette her sker natten efter, at vi har fået sat nye ruder i, og det var præcis det samme, der skete sidst. Det lader til, at der er nogen, der holder øje med os, og det er da ubehageligt,« siger Keld Hvalsø Nedergaard.
Opsyn med lokalerne
Måske kan Enhedslisten fremover få endnu flere øjne til at hvile på sig.
I hvert fald løfter Jørgen Illum sløret for, at ekstra opsyn med partiets lokaler kan blive en del af politiets løsning.
»Jeg kan selvfølgelig ikke sige noget om vores konkrete planer, men det er klart, at det er en mulighed at holde stedet under opsyn. Og det er en mulighed, vi overvejer,« siger Jørgen Illum.