Det er straf med straf på.
Sådan siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, om de elementer af regeringens plan til bekæmpelse af parallelsamfund, som er offentliggjort indtil videre.
- Det, vi har set, peger på total politisk dovenskab. Højrefløjen har stort set haft magten nonstop siden 2001. Og det er den samme medicin, de kommer med én gang til, siger hun.
Regeringens plan til bekæmpelse af parallelsamfund skal egentlig først præsenteres torsdag. Men flere dele af det er allerede offentliggjort.
Blandt andet skal der indføres såkaldte strafzoner, hvor bestemte typer af kriminalitet skal straffes dobbelt så hårdt.
Boligselskaber skal have mulighed for at sige nej til at udleje en bolig, hvis en lejer har begået visse typer af kriminalitet de seneste fem år, lyder et andet forslag.
Det skal desuden blive lettere at sætte kriminelle lejere på gaden, da regeringen mener, at domstolsforløbene er for lange, som de er i dag.
Og straffen skal skærpes over for eksempelvis lærere, der ikke indberetter, hvis børn mistrives.
- Det er kun mere af den samme populistiske skuffe, som ærlig talt ikke har skyggen af chance for at gøre noget ved problemerne, mener Pernille Skipper.
Hvad skulle man gøre i stedet for efter Enhedslistens mening?
- Jeg vil foreslå, at man for eksempel går i gang med at ansætte socialrådgivere i alle skoler og daginstitutioner, så man opdager mistrivsel og kriminalitetstruede unge tidligere, siger Pernille Skipper.
- Jeg kunne også godt tænke mig, at kommunerne fik anvisningsret til private lejemål. Så ville de faktisk have mulighed for at tilbyde en belastet familie, at den kan flytte et andet sted hen.
Et enkelt af de offentliggjorte forslag vil Enhedslisten dog se positivt på. Det er forslaget om nærpolitistationer i de udsatte boligområder.
- Det er vigtigt, at det politi, der er til stede i udsatte områder, kender dem, der bor der. Så det vil vi bakke op om, siger Skipper.
/ritzau/