Enhedslisten fyrer revisor

Efter Nyhedsavisens afsløring af rod i regnskabet hos Enhedslisten, har partiet nu fyret dets revisor.

Enhedslisten går nu konkret til værks efter afsløringen af, at partiets seneste regnskab – stik imod reglerne – ikke oplyser om partiets store bidragsydere. Nyhedsavisen kunne onsdag fortælle om sagen, der er særlig prekær for Enhedslisten, der normalt ikke forsømmer en lejlighed til at kritisere virksomheder som Mærsk for kreative regnskabsmetoder. Måske netop af den grund har partiet nu fyret revisionsfirmaet »Lauge Schmidt og co.«, der ifølge partiet er skyld i fejlen.

Ifølge loven skulle Enhedslisten i regnskabet have skrevet navnene på de tre fagforeninger, der i 2005 hver gav over 20.000 kroner til partikassen, og det var da også en ærgerlig Frank Aaen (EL), der forleden modtog oplysningen om den »utilgivelige fejl«, som han kaldte den.

Og betegnelsen »utilgivelig« skulle åbenbart opfattes bogstaveligt. Onsdag aften besluttede partiets forretningsudvalg således at opsige samarbejdet med revisoren, som ifølge medlem af forretningsudvalget Falle Hjorth var blevet bedt om at nævne navnene med i regnskabet. Det glemte firmaet tilsyneladende, og Enhedslisten må nu på jagt efter en ny revisor.

Det lykkedes ikke at få en kommentar fra revisionsfirmaet »Lauge Schmidt og co.«, men Falle Hjorth siger:

»Det er bestemt ikke en afsløring, vi er stolte af, for vi ønskede ikke at skjule tilskuddene.«



Sagen kort:

Partierne skal hvert år i deres regnskaber til Folketinget skrive navne på eventuelle bidragsydere, der har doneret over 20.000 kroner til partiet. Reglen skal blandt andet forhindre skjult bestikkelse. Enhedslisten erkendte onsdag i Nyhedsavisen, at de i 2005 tilsammen modtog over 600.000 kroner fra tre fagforeninger, men at partiet ikke havde navnene på de tre foreninger, 3F, 3F Høje Taastrup og El-forbundet med i regnskabet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.