I Enhedslisten har politikerne længe talt for, at de krigsførende lande skulle gå i dialog med Iran. Men partiets udenrigsordfører, Rune Lund, frygter, at kritikken af Irans atomvåbenprogram vil blive nedtonet for at imødekomme præstestyret.
»Det er godt, hvis man vælger dialog, men en katastrofe, hvis man slækker på kravene til Iran,« siger Rune Lund.
Han mener, at der tydeligvis er sket en erkendelse i både USA og Danmark af, at det går den forkerte vej i Irak.
»Tidligere fik vi at vide, at vi bare ville støtte terroristerne. Baker-rapporten afspejler et holdningsskifte. Men de drager ikke den konklusion, vi mener, de burde. Nemlig at tropperne skal trækkes ud med det samme,« siger han.
Rune Lund undrer sig over, at Baker-rapporten kun skriver, at forholdene er »ved at glide mod et kaos.«
»Der er allerede borgerkrig i Irak. Der er 655.00 døde civile i Irak og 3.700 døde alene i oktober. Det er godt, hvis de endelig er ved at erkende det,« siger han.