Enhedslisten vil ikke udtrykke mistillid til regeringen i forbindelse med Minksagen. Partiet mener heller ikke, at der er behov for en rigsretssag.
Det siger sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) på et pressemøde torsdag efter et møde om beretningerne fra Minkkommissionen i Granskningsudvalget.
Peder Hvelplund siger, at det var vigtigt for Enhedslisten at få klarlagt, hvorvidt statsminister Mette Frederiksen (S) handlede forsætlig, da hun på et pressemøde beordrede alle mink aflivet.
Han mener, at kommissionen klart konkluderer, at der ikke var tale om forsæt.
- Derfor er det også en rimelig klar konklusion fra vores side. Der er ikke grund til at drage en umiddelbar konsekvens over for statsministeren, og der er ikke grundlag for at rejse en rigsretssag, siger Peder Hvelplund på pressemødet.
På samme pressemøde er De Radikale og SF mere afventende med at drage til en konklusion.
– Det er en meget alvorlig sag. Der er mennesker, der har mistet deres livsværk, siger De Radikales politiske ordfører, Andreas Steenberg.
– Jeg vil ikke drage nogen konklusioner i dag. Jeg synes, at man skylder de mennesker, det handler om, at man sætter sig ned og graver sig ned i, hvad det her handler om. Så vil vi komme med vores konklusioner sidenhen, tilføjer han.
Nogenlunde samme vurdering kommer fra SF.
– Det er en sag, vi i SF ser med stor alvor på. Derfor håber jeg på respekt for, at jeg ikke har så forfærdelig meget at sige nu, siger SF's Karina Lorentzen.
På Twitter skriver Karina Lorentzen dog efterfølgende, at hun er enig med sin kollega Peder Hvelplund i, at alt tyder på, at der ikke var forsæt hos statsministeren.
Flere af de blå partier er ikke i tvivl om, hvad næste skridt skal være i forhold til Minksagen. De vil have uvildige advokater til at undersøge politikernes retlige ansvar.
– Det er så groft, at selvfølgelig bør der drages parlamentariske konsekvenser. Vi synes endvidere, at det er fornuftigt, at man får hjælp fra uvildige advokater, siger Sophie Løhde fra Venstre.
Rasmus Stoklund, som er Socialdemokratiet medlem af Granskningsudvalget, siger efter mødet, at han hæfter sig ved, at statsministeren ikke var bevidst om, at der manglede lovhjemmel, da hun gav ordren.
- Det øjeblik hun bliver klar over, at der var et hjemmelsproblem, så sørger hun for, at det bliver tilvejebragt, siger han.
/ritzau/