Embedsmænd og ministre kan muligvis ånde lettet op. Folketings vagthund og det meget spørgende parti Enhedslisten er måske på vej ud af Folketinget.
En Megafon-meningsmåling for TV 2 viser, at partiet har ramt spærregrænsen. I den friske måling får partiet halvt så mange stemmer som ved valget i 2005.
Stemmeslugeren Pernille Rosenkrantz-Theil forlader Folketinget, mens en anden kandidat den tørklædeklædte Asmaa Abdol-Hamid, der ikke vil give mænd hånd, er opstillet til Folketinget. To bevægelser, der kunne få vælgere til at forlade partiet.
Men det afviser formand for Folketingsgruppen Line Barfod:
- Vi er på ingen måde gået i panik over en enkelt meningsmåling. Vi lå også dårligt i meningsmålingerne før sidste valg, men havde et kanonvalg. Når valget kommer, og vi får mulighed for at fortælle om vores politik, skal vælgerne nok komme tilbage, siger Line Barfod.
Med stemmeslugeren Pernille Rosenkrantz-Theils exit vil tilslutningen vel dale?
- Vi har mange andre dygtige kandidater end Pernille. Man sagde det samme, da Keld Albrechtsen og Søren Søndergaard forlod Christiansborg på grund af vores rotationsprincip (kandidater må kun sidde på Tinge i to valgperioder, red.) Men vi får hele tiden nye dygtige kandidater. Se på Johanne Schmidt-Nielsen i København. Hun er utrolig dygtig og vil være en stor styrke for partiet.
Påvirker Asmaa og uroen omkring hendes person tilslutningen til partiet?
- Selvfølgelig har Asmaa også noget betydning. Og selvfølglig har der været noget turbulens. Men så snart vi kommer ud og fortæller, at Enhedslisten er, hvad Enhedslisten altid har været, at vi kæmper for flere hænder i den offentlige sektor, imod nedslidning og for vedvarende energi i kampen mod de massive miljøproblemer, som folk er optaget af, så skal det nok gå.
Men er Asmaa en fordel for partiet?
- Jeg synes, hun gør det godt omkring socialpolitiken. Hun kan blive en god kandidat for os. Men vi har de samme værdier, som vi altid har haft i partiet.
Ved sidste valg fik Enhedslisten 3,6 procent af stemmerne. En meningsmåling i midten af august gav kun partiet 2,4 procent af stemmerne, og nu er de helt nede på 1,6 procent.