Englene har pustet nyt liv i Øst for Paradis

Indsamling ? Biografen i Paradisgade vaklede, men blandt andet med en stor indsats fra støttegruppen Paradisets Engle er der igen håb for de smalle film i Århus. Over en million kroner er samlet sammen, og dermed har biografen råd til første halvdel af

Blot to måneder skulle Paradisets Engle bruge på at skabe nyt håb for den trængte biograf Øst for Paradis. Ved salg af folkeaktier er det nemlig lykkedes biografens støttegruppe at samle 400.000 kroner ind fra filmelskende privatpersoner og virksomheder, og da Århus Kommune og Det Danske Filminstitut har givet tilsagn om 700.000 kroner, er kassen blevet så fyldt, at første del af en omfattende modernisering snart kan sættes i gang. Den store opbakning glæder Ole Bjørn Christensen, som er medejer af Øst for Paradis.

I klemme

»Det har været fantastisk positivt at opleve den opbakning, som biografen har fået den seneste tid, og det har givet os forstærket tro på, at der er en fremtid for biografen. Man kan jo sagtens få folk til at sige, at de bakker op om biografen, men det stopper som regel, når de skal have penge op af lommen. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at der er blevet samlet så meget ind,« siger Ole Bjørn Christensen.
Øst for Paradis er kommet i konkurrencemæssig klemme mellem Nordisk Films biografer og Cinemaxx, men en gennemgribende modernisering skal være med til sikre biografens fremtid. Så snart indsamlingsbeløbet har rundet 500.000 kr. vil biografen blive omdannet til et aktieselskab. 150.000 kroner bliver skudt ind selskabet som kapital, mens de resterende 350.000 kroner og det offentlige tilskud på 700.000 kroner skal bruges til renoveringen.
Det forventes at håndværkerne til april kan tage hul på den første af to etaper. Det vil blandt andet give nye stole og større lærreder i to af salene, renovering af toiletterne og en ansigtsløftning til baren.
Selv om der endnu ikke er midler til hele moderniseringsplanen, lægger Ole Bjørn Christensen vægt på, at arbejdet kommer i gang.
»Vi har kraftigt fornemmet, at folk gerne vil have, at der sker noget nu. Det har en signalværdi, at folk kan se, at der er liv i biografen, og vi vil komme til at stå bedre i konkurrencesituationen, når vi viser, at vi selv tror på, at biografen har en fremtid,« siger biografejeren.

Indsamling fortsætter

Den samlede modernisering af Øst for Paradis kommer til at koste cirka tre millioner kroner, og arbejdet med at skaffe de penge, fortsætter nu for støttegruppen Paradisets Engle . Den vil efter nytår arbejde på firmaaftaler med kulturinteresserede virksomheder og systematisk søge fonde. I januar vil biografen desuden stable et stort kulturarrangement på benene for at gøre opmærksom på den gode sag.
»Der er stadig lang vej, før alle har hørt budskabet, og vi tror fortsat, at der er stor potentiale i salg af folkeaktier. Det kunne måske endda være en julegaveidé for nogen,« siger en af gruppens initiativtagere, Marius Lyhne-Knudsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.