Carina og Torbjorn prøver nu at komme videre med deres liv. Det er 12 dage siden, deres tiårige datter blev myrdet på en grusvej af lastbilchaufføren Anders Eklund.
»Vi kommer til at kæmpe for en almindelig hverdag for os og vores barn. Men det skal vi for at kunne føre Englas lys videre,« skriver parret i et åbent brev til den svenske presse.
Brevet er håndskrevet og takker blandt andet svenskerne for deres støtte efter drabet på Engla.
»Vi er blevet spurgt om, hvad vi synes om den 42-årige (Anders Eklund, red.). Men hvis folk bare mærker efter i sig selv, så ved de, hvordan vi har det,« skriver parret.
Genåbner mordsager
Mens familien forsøger at komme videre med deres liv, arbejdes der på højtryk i svensk, norsk og dansk politi.
Her er sagen om Anders Eklund langt fra afsluttet. Han arbejdede som lastbilchauffør og kom derfor vidt omkring med sit arbejde, og derfor har rigspolitiet i Norge og Danmark henvendt sig til det svenske politi.
»Der findes sædelighedssager og drabssager herhjemme, der ikke er opklaret, og derfor har vi rettet henvendelse for at få kørt ham gennem registret,« siger pressechef i Rigspolitiet, Niels Otto Fisker, til JP.
I Norge er der mistanke om, at der er en sammenhæng mellem drabet på Engla og på en 12-årig pige, der i 1999 blev fundet dræbt.
»I begge sager er offeret en ung pige, og begge var ude på en cykeltur alene i et øde område. Nu vil vi kortlægge om drabsmanden har været i Norge omkring det tidspunkt,« siger politibetjenten Jørn Lier Horst til Aftenposten.no.
Læs hele brevet fra Englas familie her.