Når man taber, kan man lige så godt gøre det med manér.
Det synes at være devisen for Montenegros fodboldlandshold, der kæmper med England om førstepladsen i VM-kvalifikationsgruppe H.
Efter fire sejre og to uafgjorte kampe gik montenegrinerne fredag aften helt ned og tabte 0-4 hjemme til Ukraine.
Alle gæsternes mål blev sat ind i anden halvleg. Denys Garmash, Yevhen Konoplyanka, Artem Fedeskiy og Roman Bezus scorede målene.
Montenegro vandt til gengæld kampen om at få flest røde kort. Hjemmeholdet snuppede to af slagsen, mens Ukraine nøjedes med et enkelt.
I samme gruppe spillede Moldova 1-1 hjemme mod Polen, som satte et skridt til i kampen om en billet til VM i Brasilien næste år.
Trods nederlaget topper Montenegro gruppe H med 14 point for syv kampe.
Det er to point flere end England og tre flere end Ukraine, som begge har spillet en kamp færre.
Polen er nummer fire med ni point for seks kampe.
/ritzau/