England kan være på vej med en ansøgning om at blive vært for VM i fodbold i 2030.
Det Engelske Fodboldforbund (FA) meddeler i hvert fald, at forbundet vil gå i gang med at undersøge mulighederne for at byde på værtskabet for slutrunden.
- Ledelsen i FA blev i sidste måned enig om at gå i gang med en proces for at undersøge muligheden for at blive Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) kandidat til at blive vært for fodbold-VM i 2030.
- Dette arbejde vil gå i gang i den kommende sæson, og der vil ikke blive truffet en beslutning før i 2019, siger FA-formand Greg Clarke ifølge Sky Sports.
England forsøgte for otte år siden at blive vært for VM i år, men landet tabte dengang afstemningen til Rusland.
England har én gang i VM-historien været vært.
Det var tilbage i 1966, hvor England endte med at vinde VM-guld.
England må blandt andet imødese konkurrence fra et fælles sydamerikansk VM-bud fra Argentina, Uruguay og Paraguay.
Det næste VM skal afholdes i 2022 i Qatar. Fire år senere er USA, Canada og Mexico værter for VM.
/ritzau/