Manchester City-backen Wayne Bridge sender nu chokbølger igennem den engelske fodboldverden ved at ofre sin egen VM-billet for landsholdets succes i Sydafrika.
Efter den skandaløse affære mellem hans tidligere kæreste, den franske undertøjsmodel Vannessa Perroncel, der også er mor til hans to børn, og så landsholdskollegaen John Terry melder Bridge nu overraskende sit landsholdsstop.
"Jeg har tænkt længe og dybt over min position på Englands fodboldlandshold i lyset af nyheder og begivenheder i løbet af de seneste par uger," indleder Bridge i en pressemeddelelse, før han fortsætter.
"Det har altid været en ære at spille for England. Men efter nøje overvejelser er jeg af den opfattelse, at min position er uhensigtsmæssig og potientielt splittende," siger han og drager konsekvensen.
"Desværre føler jeg derfor for hele holdets skyld, og for at undgå, hvad der ville blive uundgåelige distraktioner, at jeg ikke skal stå til rådighed for udtagelse. Jeg har i dag meddelt landstrænerens team om min beslutning. Jeg ønsker holdet det bedste i Sydafrika."
Tidligere på ugen var det ellers ventet, at Wayne Bridge ville blive udtaget til en træningskamp mod Egypten i næste uge i stedet for den skadede Chelsea-back Ashley Cole.
John Terry er blevet frataget sit anførerbind på det engelske landshold.