En ubehagelig lugt kom i går morges ind med morgenvinden og ramte det sydlige England. Det fik mange englændere til at kontakte alarmcentralerne.
Men hverken politi eller brandfolk kunne forklare, hvor stanken kom fra. Med en østlig vind stod det dog hurtigt klart, hvilket af nabolandene, der var den skyldige. Der gestank kommer fra Tyskland, skriver The daily Mail.
Det er nemlig sæson for at gøde markerne og tyske meterologer har i følge den britiske avis erkendt, at vinden har sendt stanken mod England.
Stanken har ingen respekt for royale. I hvert fald har lugten spredt sig til Windsor Castle, hvor dronningen for tiden opholder sig.
- Da jeg forlod hjemmet i morges, var stanken næsten ikke til at holde ud, men vi har endnu ikke fået nogen klager. Jeg håber, at dronningen har lukket vinduerne, siger en talsmand fra Berkshire turistkontor til den engelske avis.
Det lader til at stanken fortsætter weekenden ud.