Sønnerne af den afdøde prinsesse af Wales, Diana, har opfordret til, at den retslige undersøgelse af deres mors dødsårsag bliver overstået i en fart. Det skriver CNN mandag.
I et brev, der blev læst op under de indledende høringer mandag, blev prinsernes ønske viderebragt til undersøgelseskomiteen:
»Det er deres ønske, at den retslige undersøgelse ikke alene skal være åben, retfærdig og gennemsigtig, men også at den bevæger sig hurtigt mod en konklusion.«
Baronesse Elizabeth Butler-Sloss, en pensioneret dommer som styrer høringerne, udelukkede, at alle høringer ville være offentlige. Hun lagde samtidig vægt på, at Dianas død ikke vil blive undersøgt sammen med hendes kærestes, Dodi al-Fayed, som også mistede livet, da deres Mercedes kørte ind i en betonpille i Paris den skæbnesvangre aften i 1997.
Ved høringen sad Dronning Elizabeth II ved siden af Dodi al-Fayeds far, Mohamed al-Fayed, der tidligere har anklaget den engelske kongefamilie for at være medskyldige i et mordkomplot, der dræbte Dodi al-Fayed og Prinsesse Diana.
En undersøgelse konkluderede sidste år, at kongefamilien ikke var indblandet i dødsfaldene, som bliver karakteriseret som et »uheld«, skriver CNN.com.