Bølgen af protester over opskruede billetpriser i engelsk fodbold får endnu en konsekvens. Denne gang i Det Engelske Fodboldforbund, FA.
Forbundet har besluttet at sænke priserne til årets FA Cup-finale med ti procent fra en startpris på 50 til 45 pund.
Også de laveste priser på billetter til de to FA Cup-semifinaler får et nøk nedad.
- FA bekræfter, at billetter til FA Cup-finalen 2016 på Wembley er blevet reduceret med fem pund i alle prisklasser.
- Derudover vender priserne for billetter til semifinalerne tilbage til 2014-niveau, lyder en meddelelse fra FA ifølge avisen The Telegraph.
FA oplyser, at tæt på to millioner fans har overværet kampene i denne sæsons FA Cup.
Tidligere har Liverpool ændret billetstrukturen og droppet planlagte prisstigninger i den kommende sæson efter massive protester fra lokale fans.
/ritzau/