Den engelske by Modbury bliver plastik-fri zone. Byens forretninger er blevet enige med bystyret om at forbyde brugen af plastikposer, så kunder i stedet får udleveret papirposer eller stoftasker, når de handler.
Ifølge nyhedsbureauet AP s oplysninger er byen den første i Europa, der forbyder plastikposer. Sidste måned forbød San Francisco i USA plastikposer af hensyn til miljøet.
De 1.500 indbyggere får dog amnesti for gamle poser, som kan indleveres i byen. Poserne vil så blive sendt til en genbrugsstation.
Idéen til plastik-forbuddet kom fra en lokal indbygger, Rebecca Hosking, som havde set plastikposer ødelægge miljøet i havene, da hun arbejdede som fotograf i Stillehavet.
- Responsen har været meget positiv. Modbury er en ret gammeldags by, og mange mennesker har alligevel i forvejen kurve, når de shopper, siger hun til AP.