Lene Espersen må vælge, om hun vil være familiemor eller udenrigsminister.
Det mener politisk kommentator og tidligere konservativ minister Hans Engell.
"Man er nødt til at vælge, man kan ikke det hele," siger han ifølge jp.dk.
Dermed fortsætter kritikken af udenrigsminister Lene Espersens disposition om at holde påskeferie på Mallorca i stedet for at deltage i et møde med blandt andre USA's udenrigsminister, Hillary Clinton.
Tidligere i dag sagde Lene Espersen på TV 2 News, at familien er vigtigere end arbejdet.
Hans Engell mener dog ikke, at det kan lade sig gøre at være en god udenrigsminister og være meget sammen med familien.
"Det er et urealistisk mål. Med det hun gør her, udfordrer hun hele samarbejdet med Venstre og Dansk Folkeparti," vurderer Hans Engell, der godt kan forstå, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen er rasende over Lene Espersens håndtering af kritikken.
Hun skulle i stedet indrømme sine fejl og lytte til den.
"Det her er helt ødelæggende for det samlede billede af regeringen," siger Hans Engell.