Den politiske kommentator Hans Engell er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at Nye Borgerlige kan få styr på tropperne.
Til Ekstra Bladet siger han, at et nyt parti nødvendigvis skal topstyres på grund af det fokus og tempo, som medierne kører i.
Kommentaren kommer i forlængelse af, at Nye Borgerlige har smidt næstformanden for partiets nystiftede lokalforening for Jammerbugt og Brønderslev kommuner, Niels Vestergaard Thomsen, ud af partiet.
Niels Vestergaard Thomsen skrev ifølge Nordjyske blandt andet i en række indlæg på Facebook, at hvis han kom i Folketinget, ville han arbejde for "en afkristning af dansk kultur", og at kristendom står for "dumhed, snæversyn, fordomme og intolerance".
Hans Engell mener desuden, at Pernille Vermund har brug for en bredere top i sit parti.
Pernille Vermund har ifølge Hans Engell foreløbigt vist sig som en stærk frontfigur, men han mener også, at partiets svaghed er mangel på profiler.
- Nye Borgerlige er en én-kvindes hær. Vermund har timing, og melder sig hurtigt på banen og har en kontant retorik - senest i forbindelse med balladen om annoncerne i Den Korte Avis - så hun har tydeligt travlt, og derfor ville det være en stor fordel for hende, at der var andre profiler, der meldte sig på banen, siger Hans Engell til Ekstra Bladet.
Han peger desuden på, at Nye Borgerlige er i farezonen, fordi der er to år til næste valg.
- Det er altså lang tid for partiet at holde det kørende, holde gejsten oppe og finansiere det hele, uden at have politisk indflydelse, siger Hans Engell til Ekstra Bladet.
Til Nordjyske fortæller Nye Borgerliges næstformand, Peter Seier Christensen, at partiet har cirka 3.000 medlemmer på landsplan, og at partiet har ekskluderet "under 10 medlemmer" i dets et-årige levetid.