Tirsdag kom det frem, at Naser Khader ved siden af sit folketingsarbejde er begyndt at studere teologi. Men det er ikke udtryk for, at han forbereder sig på en karriere uden for dansk politik efter sit fejlslagne projekt med Ny Alliance.
"Nasers studie betyder ikke, at han er på vej ud af politik, men at han ønsker at få viden på et område, han i forvejen er dybt engageret i, nemlig religion og politik," siger Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han mener, det er mest oplagt, at Khader forlader rollen som løsgænger i Folketinget og melder sig ind i Venstre frem for De Konservative, som det tidligere har været nævnt.
"Jeg anser det for mest sandsynligt, han i løbet af dette går ind i Venstres folketingsgruppe. På mange måder passer han bedre til Venstre end til Konservative. Og hans personlige, nære forhold til Anders Fogh vil også spille en rolle," siger Hans Engell.
Det vil dog ikke blive helt gnidningsfrit for Khader.
"Eneste problem med Venstre er, han kommer til at dele stolerække med Malou Aamund, der forlod Ny Alliance med et brag af en smækket dør og personlig kritik af Naser," mener Engell.