Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og resten af regeringen må være "tæskesure" over, at velfærdsminister Karen Jespersen vælger at træde tilbage lige netop i aften.
Det mener politisk kommentator Hans Engell, der selv har otte års erfaring som forsvarsminister og justitsminister i Schlüterregeringen.
"Fogh og de andre sidder sikkert og tænker, at det er typisk Karen Jespersen, og at Karen altid tænker på Karen. Men de er selvfølgelig tæskesure over det. For det er jo ikke et tidspunkt for en minister at gå af på," siger han.
Selv siger Karen Jespersen til TV 2 News, at tidspunktet var nødvendigt af hensyn til hendes opgaver. Hun afviser samtidig, at afgangen skyldes, at hun ikke havde udsigt til en ministerpost i en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen (V).
Hans Engell vurderer, at hun ikke vil blive minister under Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
"Alt peger på, at hun ikke ville være fortsat i en regering under Løkke. Men nu sker det altså ikke lige ii morgen, at der skal sammensættes en helt ny regering, så man kan i den grad undre sig over Karen Jespersens tidspunkt."
Selv siger Karen Jespersen, at hun ikke kunne løfte sine opgaver med flere forskellige ministerkasketter på på én gang.
Hun peger på, at der er lagt for mange opgaver ind under ministeriet, der blev oprettet sidste år ved en sammenlægning af Social- og Ligestillingsministeriet, Indenrigsministeriet samt dele af Familieministeriet.
Hans Engell mener, at det er en stor del af forklaringen på, hvorfor hun går.
"Hendes ministerium har vist sig at være en mastodont. Det er et problem at være både socialminister og indenrigsminister. Foruden de øvrige ministerier. Og det er tydeligt, at hendes interesse har ligget langt mere på integration. Alene at skulle håndtere den kommunale økonomi som indenrigsminster, altså hvis ikke hun havde haft Løkke ved siden af, som kender kommuneøkonomien, så havde hun været på herrens mark," siger Hans Engell.