Lang tids spekulation om statsministerens fremtid nærmer sig måske en afgørelse. For den fremtrædende politiske kommentator Hans Engell mener at vide, at Anders Fogh Rasmussen vitterligt er ude af dansk politik.
"Indenfor en måned har vi en ny statsminister," siger Hans Engell til TV 2.
Onsdag rejser Fogh ud i Europa, hvor det står på møder med Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, og med den tyske kansler, Angela Merkel.
"Det passer som hånd i hanke med, at Anders Fogh er til en form for godkendelsessamtale hos to af dem, som får den allerstørste indflydelse på, hvem der bliver Natos generalsekretær," siger Hans Engell.
Venstres politiske ordfører Inger Støjberg afviser over for TV 2, at statsministeren skal nogen steder.
"Jeg ved simpelthen ikke, hvor mange gange statsministeren har sagt, at han bliver i dansk politik," konstaterer hun.
Stillingen som generalsekretær er ledig fra august, men Engell vurderer, at offentligheden får besked om Foghs ansættelse senest til april.