Engell: Bredt flertal støtter ghettoudspil

Folketinget vil med bredt flertal støtte plan mod parallelsamfund, mener politisk kommentator Hans Engell.

Partierne er så bekymrede over parallelsamfund, at et bredt flertal vil vedtage regeringens vidtgående plan. Kun Enhedslisten og Alternativet vil stå udenfor en aftale.

Det mener politisk kommentator Hans Engell, før statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og en stribe ministre torsdag fremlægger udspillet i ghettoen Mjølnerparken på Nørrebro i København.

- Vi står i disse boligområder i en meget alvorlig situation: Når vi taler uddannelse, kriminalitet og erhvervsfrekvens. Derfor er der et meget stærkt politisk ønske om, at der nu skal ske noget, siger Hans Engell.

Det sker med midler, som mange før afviste. Men der er sket et "voldsomt ryk" på Christiansborg, mener han.

- Derfor regner jeg også med, at der laves en stor aftale om ghettopolitikken, hvor alle partier minus Enhedslisten og Alternativet er med, siger Hans Engell.

Regeringen vil ifølge flere læk fordoble straf for kriminalitet i ghettoer, sænke kontanthjælp til folk, som flytter derhen, og tvinge børn i daginstitutioner.

Forældre skal straffes for at sende børn på genopdragelse i hjemlandet, og gymnasieelever skal spredes. Boligselskaber kan nægte at udleje til kriminelle i ghettoer.

Politikerne reagerer, fordi kriminaliteten i ghettoer er dobbelt så stor som udenfor. Det koster 36 milliarder kroner, at så mange indvandrere lever af offentlige overførsler. Familier har været uden job i årtier, mener Hans Engell.

S-formand Mette Frederiksen har advaret mod, at velfærdssamfundet ikke kan klare en stor etnisk underklasse?

- Det er jeg fuldstændig enig med Mette Frederiksen i. Vort samfund bygger på en gensidig solidaritet i befolkningen. Det er helt uholdbart, hvis en bestemt befolkningsgruppe ikke kan eller vil lære dansk og ikke tager uddannelse, siger Hans Engell.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.