Først røg Thomas Augustinussen, så smuttede Kasper Risgaard, og nu forlader endnu en midtbaneprofil SAS Liga-klubben AaB.
22-årige Thomas Enevoldsen er netop nu i udlandet for at forhandle et skifte på plads med en unavngiven klub.
Det bekræfter AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen.
"Han er i udlandet og forhandle med en anden klub. Så vi venter på, at Thomas bliver enig med klubben og med lægetjek og så videre. Hvis aftalen ikke bliver til noget, så kommer han hjem og spiller for os," siger Lynge Jakobsen til Newspaq.
Sportsdirektøren er bekendt med, hvilken klub Thomas Enevoldsen forhandler med, men vil ikke fortælle offentligheden om det.
Den skudfarlige midtbanespiller er noteret for 117 kampe i AaB-trøjen. Samtidig var Thomas Enevoldsen en af profilerne, da nordjyderne nåede ottendedelsfinalen i Uefa Cup'en i sidste sæson.