Endnu et skyderi i det vestlige Aarhus

Ingen blev ramt, da der natten til mandag blev affyret flere skud på en parkeringsplads i Brabrand.
Alle var væk, da politiet nåede frem til City Vest i Brabrand efter et skyderi. Arkivfoto.
Alle var væk, da politiet nåede frem til City Vest i Brabrand efter et skyderi. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Colourbox.com

Det vestlige Aarhus, der gennem den seneste tid har været plaget af bandeuro, blev natten til mandag igen udsat for en skudepisode.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Omkring klokken 01.30 blev der affyret flere skud på en parkeringsplads ved City Vest i Brabrand, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

De involverede personer var forsvundet, da politiet nåede frem, men politifolkene kunne konstatere, at to parkerede biler var blevet ramt af skud.

Østjyllands Politi har i den seneste uges tid foretaget op mod 100 anholdelser i et forsøg på at dæmme op for en ulmende bandekonflikt i Aarhus.

Konflikten skyldes tilsyneladende, at den københavnske bande Loyal To Familia forsøger at få fodfæste i byen.

Lørdag anholdt politiet en halv snes personer med tilknytning til bandemiljøet, men det lagde ikke en dæmper på urolighederne.

Kort efter klokken 20 lørdag aften kom det til skudveksling mellem to grupper på Bispehavevej.

Efterfølgende anholdt politiet to mænd, der sigtes for grov vold og drabsforsøg, og de blev søndag varetægtsfængslet i fire uger. Siden har politiet anholdt en 25-årig mand, der mandag fremstilles i grundlovsforhør.

Men urolighederne lørdag aften og nat var ikke overstået med skudepisoden.

Da to af de anholdte fra eftermiddagens aktion blev løsladt ved 01-tiden natten til søndag, blev de kørt ned af en bil tæt på politistationen. De blev begge kvæstet ved påkørslen og den ene brækkede et ben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.