Så skete det igen. De svenske atomkraftværker har det seneste stykke tid annonceret den ene radioaktive læk efter den andet. Denne gang er der igen tale om Forsmark-værket, hvor der i forrige uge blev fundet radioaktive partikler på en transportgang, skriver Dagens Nyheter mandag.
»Det er jo ikke godt. Man skal jo have så gode rutiner, at man ikke spreder aktivitet inde i anlægget,« siger værkets direktør, Jan Edberg, til Sveriges Radio Uppland.
Ingen personer er kommet i kontakt med de radioaktive partikler.
Det er ikke meget mere end en måned siden, at samme kraftværk, der ellers var kendt for at være et af de sikreste i verden, fortalte, at det i årevis havde udledt alt for meget radioaktivt materiale. I den forbindelse foreslog den svenske miljøminister Andreas Carlgren, at FN’s Atomenergiagentur, IAEA, skulle ransage de svenske atomkraftværker.
For cirka halvanden uge siden kom det ligeledes frem, at kraftværket i Oskarshamn nord for Stockholm også havde fundet radioaktivt materiale et sted, hvor det ikke forventedes.