Omoda, Zeekr, BYD, Voyah, Firefly, Hongqi og mange andre kinesiske mærker er kørt ind i danskernes carporte og indkørsler de seneste år. Og nu kommer der endnu et: Changan træder officielt ind på det danske marked for elbiler næste år gennem et strategisk partnerskab med Andersen Motors, som vil være ansvarlig for distribution og salg af Changans biler gennem et landsdækkende forhandlernetværk.
Ikke så mærkeligt, så satses der udelukkende på elbiler fra mærket. Eftersom 9 ud af 10 danskere køber en EV, når de skal have ny bil, så er det naturligt nok jo.
Changan har netop vist S05 på biludstillingen i IAA Mobility i München. Nyheden ventes til Danmark i slutningen af marts næste år. Foto: PR
De to første modeller vil være CHANGAN DEEPAL S05 og CHANGAN DEEPAL S07. Introduktionen ventes at finde sted i slutningen af marts næste år.
Changan er en af Kinas største bilproducenter med et globalt salg på 2,68 millioner i 2024, og virksomheden har ambitioner om at være til stede på alle europæiske markeder.
Andersen Motors har stået bag importen af Suzuki-personbiler siden 1996, og virksomheden indgik tidligere i år en aftale om import og salg af elbilmærket Farizon, som vil blive introduceret straks i det nye år.
Skærmen på 15,4 tommer kan vinkles og giver direkte adgang til de vigtigste funktioner. Nogle versioner har liggebeslag på passagersædet. Foto: PR
Priserne på de nye biler, må vi vente lidt med. Men et fornuftigt prisgæt vil være mellem 200.- og 250.000 for S05 og lige under 300.000 kr. for S07.