Ishockeylandstræner Jan Karlsson har måttet sluge endnu et afbud inden afrejsen til VM onsdag eftermiddag.
Forwarden Jesper Jensen, der netop har spillet finale med Brynäs i den svenske eliteserie, er skadet og har derfor takket nej til tilbuddet om at forstærke den danske trup.
- Han har en hævet fod, så han kommer ikke til at spille ishockey-VM, siger Jan Karlsson.
Tidligere har en stribe NHL-spillere meldt fra af forskellige årsager, ligesom der er indløbet skadesafbud fra de rutinerede backer Stefan Lassen og Daniel Nielsen.
Med Jesper Jensens afbud har landstræneren haft let ved at vælge de 24 spillere, han skal have med til Köln, hvor den danske gruppe skal afvikles.
Det er nemlig de samme navne, som spillede to testkampe mod Schweiz i sidste uge.
Det betyder, at fem spillere kan få VM-debut. Det drejer sig om backerne Matias Lassen og Nicolai Weichel samt forwarderne Nicolai Meyer, Steffen Klarskov og Patrick Russell.
Danmark må i alt benytte 25 ved VM, så der er altså en enkelt plads åben i truppen.
Jan Karlsson skæver utvivlsomt til New York Rangers' kampe i NHL-playoff. Hvis Rangers ryger ud, kan det åbne for deltagelse til Nicklas Jensen, der blev dansk topscorer ved VM sidste år.
Her er den danske VM-trup:
* Målmænd:
Sebastian Dahm, Graz 99ers
George Sørensen, Almtuna
Simon Nielsen, Herning
* Backer:
Jesper B. Jensen, Jokerit
Oliver Lauridsen, Jokerit
Emil Kristensen, Linköping
Markus Lauridsen, Leksand
Phillip Bruggisser, Esbjerg
Nicolai Weichel, Rungsted
Matias Lassen, Mora
Nicholas B. Jensen, Rungsted
* Forwarder:
Peter Regin, Jokerit
Nikolaj Ehlers, Winnipeg Jets
Nichlas Hardt, Malmö Redhawks
Frederik Storm, Malmö Redhawks
Mads Christensen, Red Bull München
Steffen Klarskov, Rødovre
Morten Green, Rungsted
Morten Madsen, Karlskrona
Julian Jakobsen, Aalborg
Morten Poulsen, Pelicans
Patrick Russell, Bakersfield Condors
Nicolai Meyer, Tingsryd
Mathias Bau Hansen, Frederikshavn
/ritzau/