De spanske myndigheder har midlertidigt beslaglagt en 140 millioner dollar dyr yacht i Barcelona, der tilhører en russisk oligark. Det oplyser premierminister Pedro Sanchéz mandag ifølge Ritzau.
Ifølge to kilder med kendskab til sagen tilhører båden Sergej Tjemesov, der leder den statslige russiske eksportkoncern Rostec. Han er lige som Ruslands præsident, Vladimir Putin, tidligere agent i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, der blev afløst af FSK. De to menes at være tætte allierede.
- I dag beslaglagde vi en yacht i Barcelona, der tilhører en af de vigtigste russiske oligarker, siger premierminister Pedro Sanchéz i en tv-tale. - Vi taler om en yacht, som vi vurderer er mere end 140 millioner dollar værd. Beløbet svarer til næsten en milliard kroner.
Pedro Sanchéz tilføjer i talen, at flere yachter vil blive beslaglagt. Ifølge den maritime overvågningsside Marine Traffic befinder to lystbåde, der kan knyttes til to andre oligarker, sig stadig i havnen i Barcelona. Disse er endnu ikke blevet ramt af sanktioner.
"Vi vil trække os sejrrigt ud"
Sergej Tjemesovs beslaglagte superyacht er 85 meter lang og går under navnet "Valerie". Skibet sejler under Saint Vincent og Grenadinernes flag og er registreret i Tjemesovs steddatters navn via et selskab i De Britiske Jomfruøer.
Siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar har Vesten indført sanktioner mod en lang række russiske milliardærer.
Ruslands statslige aktiver er også blevet indefrosset i store dele af verden, lige som landets finansielle sektor er blevet afskåret fra den globale økonomi.
Sergej Tjemesov er tidligere blevet underlagt sanktioner af USA og EU i 2014 på grund af Ruslands annektering af Krim-halvøen. I marts har både USA og Australien indført nye sanktioner mod ham. De amerikanske sanktioner omfatter også Tjemesovs steddatter samt hans kone og søn.
Tjemesovs navn figurerer ikke på EU's seneste liste af sanktioner mod Rusland. Det kan dog nå at ændre sig, da EU ventes at præsentere en ny række af sanktioner de kommende dage. Oligarkens yacht vil forblive på spanske hænder, mens myndighederne bekræfter, hvem der ejer skibet.
Tjemesov sagde tidligere denne uge i en besked til sine ansatte, at Rusland vil trække sig "sejrrigt" ud af krigen i Ukraine på trods af de mange sanktioner. Det fremgår af beskeden, der er blevet delt med Reuters.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.