Der var en gang hvor Brøndby kunne vælge og vrage mellem spillere på i hvert fald det nordiske marked. Det kan klubben ikke længere, og mens andre klubber så småt er ved at have truppen til den kommende sæson på plads, mangler Brøndby fortsat at præsentere de indkøb, der skal få klubben tilbage i toppen af dansk fodbold.
De seneste uger er Brøndby ellers blevet kædet sammen med en lang række af danske og udenlandske spillere, men handler er det ikke blevet til. Den seneste spiller, som klubben har vist interesse for - Igor Zofcak fra Slovakiet - skal klubbens fans heller ikke regne med at se iført den karakteristiske gule trøje.
Ifølge bold.dk er også den tjekkiske storklub Sparta Prag interesseret i den slovakiske kantspiller, og i den kamp bliver Brøndby den lille, vurderes det.
Men hvis han vælger Sparta Prag er det imidlertid Brøndbys egen skyld. Ifølge B.T. fik Brøndby nemlig tilbudt Zofcak tilbage i foråret. Den gang var prisen på beskedne fem millioner kroner, men siden har Zofcaks klub - MFC Zuromberok - hævet prisen.
Hvis Zofcak ikke kommer til Brøndby kan han føjes til den efterhånden lange liste af spillere, som Brøndby angiveligt har været ude efter, men som fortsat ikke er at finde i klubben.
På listen optræder blandt andet: Norske Lyns midtbaneprofil Stefan Gislason, Mikkel Thygesen, Leon Andreasen, Djurgårdens midtbanespiller Johan Arneng, Sandefjords midtbanespiller Birger Madsen, Tobias Mikkelsen fra Lyngby, Tromsøs forsvarsspiller Tore Reginiussen, Tromsøs canadiske midtbanespiller Patrice Bernier og Steffen Kielstrup fra Vejle.