For anden dag i træk vandt CSC en etape i Tour of California. Onsdag var det Jens Voigts tur til at vinde, da han efter et langt udbrud spurtbesejrede sine to følgesvende Levi Leipheimer og Chris Horner.
»Jeg kom afsted i et udbrud allerede fra start, hvilket egentlig slet ikke var meningen. Men det var en stor gruppe, så da forspringet stille og roligt voksede, så tænkte jeg, at jeg da kunne være med til at tvinge Discovery Channel til en hård arbejdsdag bagude. Da forspringet så kom op over fem minutter, så virkede det pludselig som noget, der kunne give et godt resultat. Somme tider skal man opsøge heldet, og det var vel det, jeg gjorde i dag,« sagde Voigt efter etapen.
En del af fidusen ved udbruddet gik dog tabt, da holdets førende rytter, Levi Leipheimer, kom op til udbryderne.
»Da Leipheimer kom op bagfra på stigningen 30 kilometer før mål og vi sad tilbage i en lille gruppe på fem mand, vidste jeg, at Bobby Julich sad meget kort efter, så jeg undlod at arbejde i gruppen for at få ham med op. Det gav mig omkring 20 kilometer i baghjul efter det lange udbrud, og så havde jeg kræfter til at vinde spurten,« siger Jens Voigt.
CSC-rytteren er nu på den samlede andenplads i løbet, blot tre sekunder efter Leipheimer.