Faneflugten fra Dansk Folkeparti fortsætter, endnu en profil og folketingsmedlem er nu fortid i partiet.
Denne gang gælder det Søren Espersen, der efter 27 år i Dansk Folkeparti har meldt sig ud. Det skriver han selv på Twitter lørdag morgen:
– Jeg melder mig i dag ud af Dansk Folkeparti, som jeg har været medlem af i 27 år. Der er mange årsager til min beslutning. Jeg siger tak for godt kammeratskab med rigtigt mange DF'ere, som jeg har mødt gennem årene - og ønsker dem alt godt, skriver Søren Espersen, der nu bliver løsgænger i Folketinget.
68-årige Søren Espersen begyndte sin karriere i Dansk Folkeparti som pressechef, og han har siddet i Folketinget for partiet siden 2005. Han har også i en periode været næstformand for partiet.
Espersens udmeldelse er blot den seneste i en lang række, fredag forlod Peter Skaarup og Jens Henrik Thulesen Dahl partiet, der fik 16 mandater ved valget i 2019. Siden har mere end halvdelen meldt sig ud, så der nu er syv tilbage i folketingsgruppen.