Endnu en institution er nu blevet anklaget for omsorgssvigt i kølvandet på TV2 dokumentaren ’Er du åndssvag’, som blev vist tirsdag aften.
Denne gang er det institutionen Bank Mikkelsensvej i Gentofte, som ifølge TV Avisen har udsat de udviklingshæmmede beboer for omsorgssvigt.
Det er pårørende til beboerne, der er ude med de nye anklager.
»En del beboer har mistet færdigheder, som de tidligere havde lært. Og det skyldes, at de redskaber og færdigheder, som medarbejderne skal have, har været meget svære at få øje på,« siger Ion Meyer, der er far til en beboer, til TV Avisen.
Som et eksempel på omsorgssvigt nævner de pårørende en episode, hvor en beboer blev bundet fast til en stol, efter at have spyttet en ansat i hovedet.
Den nuværende forstander Klaus Kyllingbeck, der er den fjerde leder på fem år, erkender overfor TV Avisen, at der er et problem, som der nu skal tages hånd om.