Igen en af disse åååh så frelste journalister, der taler på hele den danske befolknings vegne.
Helen Hajjaj udtaler sig temmelig kategorisk i sit Standpunkt 22. januar om os danskere som et dårligt produkt. Hun bruger som udgangspunkt nogle universitetsstuderende, der selv melder sig ud af fællesskabet, fordi de ikke har lyst til at drikke øl, og derefter nogle ansatte ved Novo Nordisk, der kun taler engelsk.
Må jeg som et eksemplar af det dårlige produkt lige indskyde et par af mine synspunkter, sådan for en ordens skyld:
1. Må jeg blive fritaget for beskyldningen for at skele til påklædning og talemåde (læs accent) i mit valg af venskabskreds.
2. Jeg tæller ikke antallet af øl, men ser da heller ikke noget opløftende i fuldskab, dette er dog ikke en hindring for venskaber.
3. Jeg er temmelig elendig til engelsk, og ville nok som følge deraf have svært ved at knytte venskab med personer, der kun taler engelsk. Dette er da ikke ensbetydende med, at jeg derfor er intolerant over for disse mennesker, men nok snarere, at jeg er usikker grundet sprogbarrierer.
Endelig har jeg lyst til at fortælle de mange frelste journalister, forfattere m.m., at det bestemt ikke er normen for et flertal af danskere at være selvoptagede og racistiske. Vi er ikke er så dårligt et produkt, som vi bliver gjort til.