LIGE NU: Endnu en anholdt i sag om drab på radiovært
Nedim Yasar blev 31 år. Foto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix/arkiv
Tre mænd er nu anholdt for drabet på radioværten Nedim Yasar, som blev skudt 19. november.

Københavns Politi har anholdt endnu en mistænkt i sagen om drabet på radiovært Nedim Yasar. Det oplyser politiinspektør Torben Svarrer til Ritzau.

Torsdag meldte politiet ud, at man havde anholdt to mænd på 24 og 25 år i sagen.

De skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg fredag formiddag. Her skal den tredje mand også fremstilles.

Nedim Yasar blev skudt, mens han sad i sin bil på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter. Her havde han netop forladt en reception i forbindelse med udgivelsen af hans bog "Rødder", som han skrev sammen med journalist Marie Louise Toksvig.

Nedim Yasar blev 31 år.

/ritzau/

/ritzau/