Seks danskere har nu med sikkerhed fået influenza A. Det sjette tilfælde af sygdommen er netop blevet bekræftet af Sundhedsstyrelsen.
Patienten har det godt og er i behandling, det samme er hans nærmeste bekendte.
"Den smittede er kommet til Danmark med fly fra New York via Geneve. Flyet LX 4672 fra Geneve landede i København den 29. maj om eftermiddagen. Patienten udviklede symptomer efter hjemkomsten," skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Sundhedsstyrelsen mener ikke, at passagerer, der har været med samme fly bør være bekymret. De opfordres til at kontakte læge eller vagtlæge, hvis de får symptomer og feber over 38 grader.
Alle er dog velkomne til at ringe til Sundhedsstyrelsen, hvis de er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig. Nummeret er: 70 22 02 68.
Det har dog vist sig, at influenza-typen ikke har været så alvorlig, som man først frygtede. Faktisk er influenza A mildere end en normal vinterinfluenza.
Der er 2.600 bekræftede tilfælde af influenza A på verdensplan.