Så skete det igen.
Torsdag morgen blev en dansk soldat lettere såret i Helmand i Afghanistan.
Soldaten befandt sig i en Piranha-mandskabsvogn, som påkørte en improviseret sprængladning nær patruljebasen Clifton.
Køretøjet formåede selv at køre til en dansk lejr, og det var efter ankomsten hertil, at en soldat fra sanitetsdelingen ved stabs- og logistikkompagniet fik det dårligt og derfor blev evakueret til felthospitalet i Camp Bastion.
Det oplyser Hærens Operative Kommando.
Den sårede soldat forventes udskrevet fra hospitalet senere i dag, og han har da også selv ringet hjem og informeret sine pårørende.
Så sent som i mandags fandt en lignende episode sted, hvor to danske soldater blev lettere såret efter også at være kørt på en improviseret sprængladning nordvest for Forward Operating Base Budwan.